BAG KATTEHJERTE

Der var en kat i min carport

Vinteren for to år siden dukkede hun op. Grå, lille og så tynd, at jeg troede, hun var en killing. Hun holdt sig på afstand. Jeg stillede en skål ud, fordi jeg ikke kunne lade være, og så kom hun igen dagen efter. Og dagen efter.

Hun var ikke øremærket, og ingen efterlyste hende. Jeg gav hende aldrig et navn. Jeg tror, jeg vidste, at hvis jeg gav hende et navn, så var hun min, og så skulle jeg gøre noget rigtigt ved det. Så jeg stillede bare mad ud hver aften og sagde til mig selv, at jeg ville tage hende ind, så snart jeg vidste, om hun kunne være sammen med min gamle La Toya.

Jeg ventede for længe.

En morgen i februar lå hun bag skraldespanden. Hun levede stadig, og da jeg satte mig ved siden af hende, begyndte hun at spinde. Dyrlægen fortalte mig, at hun slet ikke var en killing, men en voksen kat, der var slidt op af flere år alene derude. Hun kunne ikke reddes.

Hun havde ingen grund til at stole på mennesker. Hun spandt alligevel.

Jeg tænker på hende, hver gang jeg ser et opslag om en dumpet kat. Det gør jeg næsten hver dag.

Jeg kan ikke give dem alle et hjem. Det kan du heller ikke. Men for hver trøje, der bliver solgt, giver jeg nu til Kattens Værn, som ved, hvad de laver. Hver mandag lægger jeg kvitteringen op.

Det er ikke stort. Men det er mere, end jeg nåede at gøre for hende.

Hanne 🐾

[Se kvitteringerne →]